Gå til indhold
Pullert ved kajen i Nordhavn
Forløb 2

Sparring til dig, der allerede er leder

Et personligt udviklingsforløb for dig, der vil stå stærkere i din lederrolle - og skabe bedre resultater sammen med andre.

Når lederrollen bliver mere krævende end forventet

Er du leder og oplever indimellem, at du står lidt alene med ansvaret?

Måske er du ny i rollen og forsøger stadig at finde din egen måde at være leder på. Måske har du været leder i mange år, men oplever, at forventningerne, organisationen eller medarbejderne har ændret sig.

Eller måske er du ganske enkelt blevet træt af at stå i midten og forsøge at gøre alle tilfredse.

Som leder skal du skabe resultater, udvikle medarbejdere, håndtere forandringer og samtidig navigere i organisationens krav, interesser og beslutninger.

Du skal være tydelig, empatisk, handlekraftig, lyttende og strategisk. Og helst det hele på én gang.

Det er ikke så mærkeligt, hvis man indimellem mister overblikket eller bliver i tvivl om, hvorvidt man gør det godt nok.

Hos Christel Consulting tilbyder jeg personlig ledersparring med udgangspunkt i din konkrete hverdag, dine udfordringer og dine ambitioner.

Ikke flere generelle ledelsesmodeller, der nødvendigvis passer bedre på papiret end i virkeligheden. Men et fortroligt rum, hvor vi kan undersøge dine udfordringer, udfordre dine vaner og finde frem til løsninger, der virker for dig.

Den svære kunst at lede både nedad og opad

En af de mest krævende discipliner i ledelse er efter min mening at befinde sig mellem sit eget team og den øvrige organisation.

På den ene side skal du skabe arbejdsro, motivation og gode rammer for dine medarbejdere. På den anden side skal du levere resultater, håndtere krav og beslutninger fra ledelsen over dig og sikre, at dit team får den nødvendige opbakning.

Du skal med andre ord både kunne lede nedad, til siden og opad.

Og især det sidste bliver ofte undervurderet.

Jeg har selv brugt mange år som leder i store, komplekse og til tider meget politiske organisationer. Jeg ved, hvor meget energi det kan kræve at skabe plads til sit team og samtidig bane vejen gennem organisationens forskellige ledelseslag.

Og jeg ved, hvor frustrerende det kan være at stå som fyldet i en sandwich, hvor begge brød presser lige hårdt.

At lede opad handler ikke om at please sin chef. Det handler om at forstå organisationens interesser, skabe gode relationer, kommunikere tydeligt og sikre de bedst mulige rammer for sit teams arbejde.

Det kræver både strategisk forståelse, gennemslagskraft og en god portion menneskelig indsigt.

Netop den disciplin har jeg stor praktisk erfaring med. Og den kan jeg hjælpe dig med at blive bedre til.

Nye generationer - eller gamle ledelsesvaner?

I dag tales der meget om, hvor svært det er at lede de nye generationer på arbejdsmarkedet.

Det synspunkt har jeg det lidt blandet med.

For måske handler udfordringen lige så meget om, at den ældre generation af ledere skal lære at forstå de yngre medarbejderes forventninger til arbejdslivet.

Vi er mange erfarne ledere, der gennem årene har talt varmt om forandringsparathed og forventet, at vores medarbejdere skulle tilpasse sig nye krav, kulturer og arbejdsformer.

Så det er da lidt underholdende, at vi nu selv skal tage en stor slurk af den medicin, vi så rundhåndet har delt ud.

God ledelse kræver også, at vi som ledere er villige til at udfordre vores egne vaner, lytte til nye perspektiver og udvikle os i takt med de mennesker, vi har ansvaret for.

Det gælder, uanset hvor mange år vi har været ledere.

Erfaring fra virkeligheden - ikke kun fra teoribøgerne

Jeg har været leder, siden jeg var i midten af tyverne, og har gennem min karriere arbejdet i krydsfeltet mellem forretningsudvikling, forandringsledelse, organisationskultur, strategiske processer, formålsdrevet vækst, brandopbygning og kommunikation.

Størstedelen af tiden har jeg haft ledelsesansvar for større eller mindre teams og afdelinger.

Jeg har samtidig været så heldig at få to længerevarende lederuddannelser på hver to år betalt af mine arbejdspladser. Den første tidligt i min lederkarriere og den anden efter mange år som leder.

De uddannelser har givet mig både viden, perspektiv og personlig udvikling.

Men det er i den daglige praksis, jeg har lært mest.

I de svære samtaler. I konflikterne. I de strategiske beslutninger. I forandringerne. Og i de situationer, hvor jeg selv har været i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre.

For selv efter mange år som leder kommer man i situationer, hvor erfaringen ikke nødvendigvis giver et entydigt svar.

Jeg tror på værdien af teori og metoder. Men jeg tror endnu mere på at kunne omsætte dem til handling i den virkelighed, man står i.

Det er den kombination af erfaring, refleksion og praktisk ledelse, jeg bringer ind i Christel Consulting.

Hvad kan vi arbejde med i et forløb?

Et forløb tager altid udgangspunkt i dig og din konkrete situation.

Måske har du brug for at blive mere sikker i din rolle. Måske ønsker du at udvikle dit team, styrke din gennemslagskraft eller blive bedre til at navigere i organisationen.

Eller måske har du brug for at genfinde den arbejdsglæde og motivation, der engang fik dig til at vælge ledelsesvejen.

Vi kan blandt andet arbejde med:

Din ledelsesstil: Hvordan bliver du en tydelig og autentisk leder, der både skaber tillid og resultater?
Din gennemslagskraft: Hvordan bliver du bedre til at kommunikere, prioritere og stå ved dine beslutninger?
Ledelse opad: Hvordan navigerer du i organisationens interesser og skaber opbakning til dit team og dine beslutninger?
Dit ledelsesrum: Hvordan bliver du skarpere på dit ansvar, dine muligheder og dine grænser?
Dit team: Hvordan skaber du motivation, følgeskab og et samarbejde, der giver gode resultater?
De svære situationer: Hvordan håndterer du konflikter, forandringer og de samtaler, du måske helst ville være fri for?
Din egen trivsel: Hvordan finder du en bedre balance mellem ambitioner, ansvar og personligt overskud?
Din videre karriere: Har du lyst til at udvikle dig i lederrollen, tage næste skridt eller måske bevæge dig i en helt anden retning?

Hvad får du med dig fra Christel Consulting?

Mit mål er, at du ikke bare får nye tanker om din ledelse, men også bliver bedre rustet til at handle på dem.

Et personligt forløb kan give dig:

  • Større klarhed over dine styrker og udviklingsmuligheder som leder.
  • Mere sikkerhed i dine beslutninger og prioriteringer.
  • Konkrete redskaber til at håndtere udfordringer i din ledelseshverdag.
  • Større forståelse for de organisatoriske mekanismer, du er en del af.
  • Bedre forudsætninger for at skabe tillid, motivation og resultater i dit team.
  • Et tydeligere billede af, hvad du vil med din ledelse og din videre karriere.
  • En mere bæredygtig måde at være leder på, hvor der også er plads til dig selv.

For god ledelse handler ikke om at være perfekt eller have svar på alt.

Det handler om at kende sig selv, forstå de mennesker, man leder, og kunne navigere i den virkelighed, man er en del af.

Og det handler om at skabe resultater uden at miste sig selv undervejs.

Har du brug for et nyt perspektiv på din lederrolle?

Så lad os tage en uforpligtende samtale om, hvor du står, hvad der udfordrer dig, og hvad du gerne vil opnå.

Skal vi begynde med en samtale?
Tina Christel Kristensen, indehaver af Christel Consulting