Gå til indhold
Stol foran en lilla væg
Et nyt arbejdskapitel

Det tredje kapitel i mit arbejdsliv er måske begyndelsen på dit nye kapitel ...

Når arbejdslivet tager en ny drejning

Efter mange år i en mediebranche præget af store forandringer og efterfølgende en række ledende stillinger inden for kommunikation er tiden kommet til et skift. Som de siger i X- Factor.

Mit tredje kapitel har dog givet anledning til flere overvejelser, end jeg havde forestillet mig. For det første var min exit fra mit seneste job som kommunikationschef ikke uden bump på vejen - heller ikke for mit helbred. For det andet har jeg haft brug for at finde ud af, hvilke af mine mange kompetencer jeg egentlig har mest lyst til at blive ved med at motionere.

Det har taget længere tid end forventet. Jeg har været omkring mig selv adskillige gange for at få skabt sammenhæng mellem alt det, jeg kan, alt det, jeg har lært gennem mit arbejdsliv, og ikke mindst det, jeg gerne vil bruge min tid og energi på fremover.

For én ting er, hvad man kan. Noget andet er, hvad man vil. Og det er ikke nødvendigvis det samme.

Når det personlige og det faglige hænger sammen

Jeg har altid været et menneske, hvor det personlige og det faglige har hængt tæt sammen. Jeg har været mig selv på jobbet. Ikke forstået sådan, at jeg har taget hele mit privatliv med på arbejde, men jeg har altid forsøgt at være autentisk i mødet med andre mennesker.

Det gælder også i min rolle som leder. Jeg har aldrig rigtig kunnet skille mennesket fra medarbejderen eller lederen. Og måske er det netop derfor, jeg gennem årene er blevet mere og mere optaget af, hvad der driver os, hvad der begrænser os, og hvad der får os til at trives og lykkes i vores arbejdsliv.

Den erkendelse er blevet afsættet for Christel Consulting.

Fra karrieretanker til konkrete valg

Kort historie lang: Jeg har valgt at bruge mine erfaringer og kompetencer på det, der giver mig allermest energi - nemlig mødet med det enkelte menneske, som står over for en faglig forandring.

Måske overvejer du et jobskifte. Måske drømmer du om en helt ny branche. Måske skal du tage springet fra medarbejder til leder - eller måske har du været leder i mange år og har lyst til noget helt andet.

Det kan også være, at du bare har en nagende fornemmelse af, at noget skal være anderledes, uden at du helt kan sætte fingeren på hvad.

Hos Christel Consulting får du ikke bare sparring og coaching. Du får et personligt forløb, hvor vi sammen skaber overblik, retning og et solidt grundlag for dit næste karrierevalg.

Vi begynder med at sortere i den støj, der ofte følger med tanker om forandring. For hvad handler ønsket om et skift egentlig om? Er det jobbet, kulturen, ledelsen, arbejdsopgaverne eller måske dine egne prioriteter, der har ændret sig?

Herefter skiller vi dine kompetencer fra de jobtitler, brancher og stillingsbeskrivelser, de hidtil har været pakket ind i. For du kan sandsynligvis meget mere, end din nuværende titel fortæller. Og dine kompetencer kan måske bruges i sammenhænge, du slet ikke har overvejet.

Samtidig stiller vi skarpt på dine personlige præferencer. Hvad motiverer dig? Hvad dræner dig? Hvilke værdier er vigtige for dig? Og hvad skal der egentlig være mere - eller mindre - af i dit næste arbejdskapitel?

Vi arbejder i et tempo, der passer til dig, men med en klar ambition om at omsætte refleksioner til konkrete muligheder og valg.

Et klarere billede af, hvad du kan - og hvad du vil

Et forløb hos mig handler ikke om at finde det næste job hurtigst muligt. Det handler om at finde den rigtige retning.

Du får et nyt og mere nuanceret helikopterblik på din karriere frem til i dag. Vi identificerer dine styrker, dine erfaringer og de kompetencer, du måske selv tager for givet. Og vi undersøger, hvordan de bedst kan bringes i spil fremover.

Du får også et tydeligere billede af, hvad du ønsker af dit arbejdsliv, og hvilke rammer der skal være til stede, for at du kan trives og præstere.

Målet er, at du står tilbage med en helstøbt faglig og personlig profil, som du kan bruge aktivt, uanset om du skal søge nyt job, skifte branche, udvikle dig som leder eller redefinere din nuværende rolle.

Det giver dig et stærkere afsæt for at træffe beslutninger, præsentere dig selv og gå i dialog med en kommende arbejdsgiver. Og det kan spare dig for både tid, frustrationer og endnu et karrierevalg, der måske ser rigtigt ud på papiret, men føles forkert i virkeligheden.

Jeg tror på, at de bedste karrierevalg bliver truffet, når der er sammenhæng mellem det menneske, du er, det, du kan, og det, du gerne vil.

Det er godt for dig. Det er godt for din nuværende eller kommende arbejdsgiver. Og det er et rigtig godt udgangspunkt for et arbejdsliv, der giver mening.

Mit tredje kapitel er begyndt. Måske kan jeg hjælpe dig med at finde retningen for dit næste.

Skal vi begynde med en samtale?

Du behøver ikke at vide, hvor du vil hen, før du kontakter mig.

Kontakt mig
Tina Christel Kristensen, indehaver af Christel Consulting